CSR – dille eller blivende tendens?

CSR. Corporate Social Responsibility. Virksomhedens sociale ansvar. Kært barn har mange navne. Spørgsmålet er bare, om  CSR er et hittebarn – en dille – eller et ønskebarn, som virksomhederne tager til sig for at gøre det til deres eget.  Hvad mener du?

JYSK gør det. Carlsberg gør det, og LEGO gør det samme. Alle tre virksomheder arbejder med CSR, og der kan nævnes mange andre. CSR er simpelthen blevet en fast del af kulturen i mange virksomheder –  en måde at arbejde på i det daglige.  Hvorfor er det blevet sådan?

CSR kan være tegn på åbenhed

Det ligger i ordene “corporate social responsibility”, at det er en tankegang, som peger ud af virksomhederne. De anerkender simpelthen, at deres arbejde har betydning for og indflydelse på det omgivende samfund. Selvfølgelig har virksomhedernes arbejde indflydelse på samfundet – de producerer jo en masse fysiske varer og tjenesteydelser, som de sætter til salg, og som forbrugerne køber. CSR har dog langt større indflydelse på samfundet. Her taler vi nemlig om, hvordan virksomhederne producerer de pågældende varer og tjenesteydelser. Virksomhedernes lyst til at arbejde med CSR kan således være et tegn på åbenhed. Når jeg skriver “kan” og ikke “er”, er det, fordi det er muligt, at virksomhederne bare arbejder med CSR, fordi det er en dille. Det er noget alle gør.

CSR – et tegn på åbenhedens kultur

Jeg vælger dog at tro, at det ikke er sådan. Jeg vælger at tro, at virksomhederne arbejder med CSR, fordi de har lyst til det – uden bagtanker. Måske er det naivt, men jeg ser bare så mange tendenser til åbenhed også på andre områder. Der er flere milliarder mennesker, som er på Facebook, der er flere programmører, som laver Open Source programmer. Hvad med Co-creation? Jeg ser med andre ord en tendens til, at vi lever i en åbenhedens kultur, hvor alle har lyst til at dele.

Det lyder måske, som om jeg svæver på en lyserød sky, men jeg har altså ikke mistet jordforbindelsen.

Skyggesider ved CSR

Skyggesider? Ja, jeg kan faktisk se, at CSR har nogle mørke sider. Bare tænk på, hvad jeg skrev, som noget af det første om virksomheders arbejde med CSR. Når folk er kritike  over for CSR, tror jeg, det hænger sammen med, at man mange steder sætter det lille adjektiv “strategisk” foran. Jeg ser personligt på det at tænke strategisk som et tegn på, at det, man gør, er gennemtænkt. Jeg ser bare så tit, at strategi i forbindelse med CSR bliver forbundet med noget kalkuleret og iskoldt beregnende. Det modsatte af reelle hensigter.

Tænk så lige på, at det også er en strategi, hvis man vælger, at man ikke har en strategi.

Hvad siger det noget om?

Det siger noget om, at synet på CSR afhænger af, hvem man spørger, hvordan man italesætter begrebet, og hvad man ligger til grund.

En ting er, om CSR er positivt eller negativt. Noget andet er, om det er en dille eller en blivende tendens. Nej, vent lidt. Det er faktisk fuldstændig det samme. Begge dele handler om, hvordan vi italesætter det.

Hvad mener du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *